Kirken indeholder flere mindetavler

Mindetavle over Præst Hans Pedersen Preeg

Præst Hans Pedersen Preeg - klik på Mindetavlen for at forstørre billedet

På loftet over Våbenhuset fandt Pastor Hans Schultz Gad i 1895 nogle ting, som han med Ministeriets tilladelse fik anbragt i kirken. Blandt tingene var et Epitalium (mindetavle) til minde om kirkens tidligere Præst Hans Pedersen Preeg 1619-1647.

Opholdet på loftet havde ikke gavnet denne mindetavle, og nogle oprindelige billeder var blevet beskadiget, og det måtte derfor undergå en større restaurering, der førte til det udseende, den har idag.

En indskrift på tavlen siger: "Her ligger begraven ærlig Mand Hans Pedersen Preeg, her sammesteds Sognepræst, som døde 1647, med sin kære Hustru, Maren Hr. Hanses, som døde 1661, hvis Sjæle er i Guds Haand".

Hans Pedersen Preeg blev begravet under gulvet i kirken.

Mindetavle over Kancelliraad Peder Smith (ejer af Lundegaard)

Peder Schmidt - Ejer af Lundegaard (Lundegaards Stiftelse) - Klik på mindetavlen for at forstørre billedet

I 1904 fik Direktionen for Lundegaards Stiftelse udført og tilladelse til opsættelse af en mindetavle for Kancelliraad Peder Smith. En tavle i flammet marmor med forgyldte bogstaver indfattet i en smukt forarbejdet Sandstensramme.

Du finder tavlen i kirken lige ved siden af indgangsdøren ude fra våbenhuset. Tavlen har et skriftord nederst, hvor der står: "Hvad i gør mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig." (Matthæus 25,40).

Peder Smith erhvervede i 1702 Lundegaard fra slægten Urne, og døde som en blot 38 årig afholdt godsejer allerede i 1711. Han fik med kongens tilladelse godkendt et højst usædvanligt testamente, der medførte oprettelse af Lundegaards Stiftelse.

I tilfælde af barnløshed skulle Lundegaard nemlig "saa længe Verden staar tilhøre de fattige udi Landet Fyn". Det blev så en realitet den 11. september 1754, og i de næste 210 år ejede Stiftelsen således gård og gods.

Lundegaards Stiftelse er stadig virksom, og er nu i over 260 år blevet vederlagsfrit administreret af Stiftamtmanden og Biskoppen over Fyns Amt, Provsten over Sallinge Herred samt to præster i Sallinge Herred. Fæstegodset blev solgt i slutningen af 1800 tallet, hovedgården i 1964 til Godsejer Jørgen Christensen og skovene så sent som i 1990erne. Ved godsejer Jørgen Christensens afhændelse af hovedgården i 2002 blev størstedelen af jordene frastykket.

 

Mindetavle over Biskop Hans Tavsen "Den Danske Luther"

Biskop Hans Tavsen - klik på Mindetavlen for at forstørre billedet

Op til påske 1896 sørgede Pastor Hans Schultz Gad for, at der blev ophængt et reliefbillede af Hans Tavsen, udført i gips og omgivet af en brun egetræsstamme. Under billedet står: "Guds Ords Prædiker, født i Birkende 1494, Biskop i Ribe, død 1561.

Hans Tavsen var ikke den eneste danske reformator, men én af de første, og er derfor også kendt som "den danske Luther". Betegnelsen, der stammer fra pietismens dage, er dog udtryk for senere tiders forståelse.Mest kendt er denne betegnelse fra B.S. Ingemanns sang "På Tave bondes ager" i Højskolesangbogen, hvor han omtales som en dansk Morten Luther.

I Ribe finder man en statue af ham uden for domkirken. I Viborg findes på stedet for den nedrevne Gråbrødre Kirke to Hans Tavsen-monumenter, et ældre og beskedent fra reformationsjubilæet i 1836, lavet af billedhuggeren H.E. Freund, og et nyt, opsat i 2004 i anledning af 475-året for reformationens indførelse i Viborg. Dette monument er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard.

I Danmark er to kirker opkaldt efter Hans Tavsen, Hans Tavsens Kirke på Islands Brygge og Hans Tavsens Kirke i Odense.

 

HVAD VED I ØVRIGT OM HANS TAVSEN ... 

Når der nogle steder står, at Hans Tavsen var søn af en bonde eller en smed, og at han stak af hjemmefra, er der tale om tilsnigelser, som ikke har rod i pålidelige kilder. Slægtsnavnet  samt et ophold som munk i kloster tyder på, at familien har tilhørt lavadelen. Tavsens slægtsnavn er fra moderens side, hvilket understøttes af kilder fra samtiden, hvor han også omtales Hans Markvardsen, hvorfor hans far således skulle have heddet Markvard (Markus). Hans Tausen gik på lærde skoler i Odense og Slagelse. På et tidspunkt blev han munk i Johanniter-ordenen i Antvortskov Kloster ved Slagelse, og derfra blev han i 1516 sendt til universitetet i Rostock for at studere. Her fik han fra 1517 baccalaureat-graden og i 1519 magister-graden. I 1520 omtales han med titlen ”Dominus”, hvilket formentlig betyder, at han på det tidspunkt var blevet præsteviet. Samme år forlæste han i Rostock over en latinsk oversættelse af en i datiden formodet Aristoteles-tekst. Fra efteråret 1521 studerede han teologi ved Københavns Universitet. En af lærerne var Poul Helgesen, Teolog og Karmelittermunk. Et år senere indskrev Tavsen sig som student ved universisetet i Louvain i det nuværende Belgien. Her var han kun kort, idet han allerede i foråret 1523 blev indskrevet ved universitet i Wittenberg, hvor han blev i 2 år. Martin Luther var netop vendt tilbage til Wittenberg efter sit ophold på Wartburg, og Hans Tavsen var således i byen samtidig med Luther.

 

I 1525 vendte han tilbage til Antvortskov Kloster. Han kendes fra sine forelæsninger for munkene i Viborg, hvor det viste sig, at han havde tillagt sig evangelisk og reformatorisk lære, hvilket  ifølge ham selv medførte udstødelse af klostret og Johanitter-ordenen. Han prædikede ved forskellige kirker i byen, og tilhængerskaren voksede blandt Viborgs borgere. Han blev midlertidig udsat for trusler af byens daværende biskop, Jørgen Friis, og blev også ifølge kilder kortvarigt fængslet. Borgerne i Viborg tog kontakt til Kongen Frederik den første, hvilket ført til, at Hans Tavsen udnævntes til kongens personlige Kapellan, men foreløbig forblev i Viborg. Titlen var proforma, men det fremsendte værnebrev, betød at Hans Tavsen nu stod under byens Viborgs jurisdiktion og beskyttelse, frem for kirkens og biskoppens. Hans menighed holdt i starten til i Sct. Hans Kirke, en af Viborgs sognekirker. Da kirken efterhånden blev for lille, fortælles det, at prædikerne måtte afholdes under åben himmel, indtil menigheden brød ind i den noget større Gråbrødre Klosterkirke og simpelthen overtog denne, idet den i starten blev delt med franciskanermunkene. I sin tid i Viborg blev han gift med Dorothea, som måske var i familie med Tavsens medkæmper Jørgen Jensen Sadolin. Giftermålet vakte forargelse blandt Viborgs gejstlighed. Hans Tavsen udgav en række skrifter, der er de første danske skrifter fra reformationsrøret, blandt andet en oversættelse af Luthers Dåbsritual og et forsvarsskrift i 1529 for den Viborgske reformation formet som et svar på advarselsbrevet fra den fynske biskop Jens Andersen Beldenak til borgerne i Viborg og Aalborg mod den nye kætterske lære. I advarselsbrevet redegør Tavsen for Viborg-prædikanternes lære (altså der var flere end blot ham selv).

 

Viborg-reformationen medførte, at kongen kaldte ham til København, hvor han prædikede i  Nikolaj-krike. I 1530 fremlagde han sammen med prædikanter fra de største danske købstæder  ”Conessio Hafniensis”, den danske reformations eneste selvstændige bekendelsesskrift. Dog var det snarere Peder Laurentsen fra Malmø, der førte pennen. Efter Frederik den førstes død i 1533 ønskede rigsrådet at restituere den romerske kirkes magt, og rejste i 1533 en sag mod Hans Tavsen. Anklagen lød på injurier, lydighedsnægtelse, deltagelse i billedstormen i Vor Frue Kirke i København 3.juledag 1530, og værre endnu for kætteri i nadverlæren. Tavsen forsvarede sig kraftigt og med held mod anklagerne, som var blevet fremsat af hans tidligere lærer ved universitetet Poul Helgesen. Kilderne er modstridende, men Tausen blev dømt til forvisning fra Sjællands og Skånes stifter, samt til censur, men det medførte oprør og en voldsom reaktion fra Københavns borgerskab , hvor på dommen stort set blev taget tilbage i et forlig mellem Tavsen og Sjællands biskop, Joachim Rønnov.

 

Da reformationen blev indført i 1536 beskæftigede Tavsen sig med udarbejdelsen af de nye ordninger, og derefter underviste han som den første i Danmark i hebraisk ved det genåbnede og nu Lutherske Universitet. I 1538 blev han evangelisk læremester ved domkapitlet ved Roskilde Domkirke. Her hjalp han reformationen og den nye lære i Roskilde på gled med hjælp fra den lutherske superintendent Peder Palladius, der efter 1537 residerede i København i stedet for Roskilde. Som læremester forestod Tavsen omskoling af de tidligere romerske sognepræster, der forblev i embederne, men nu skulle læse og forkynde efter den lutherske tro. I Roskilde blev han gift for anden gang, og her var han bosat indtil 1542, hvor han blev udpeget som biskop i Ribe.

 

Hans Tavsen døde i 1561 og er begravet i Ribe domkirke lige ud for den daværende placering for prædikestolen, symbolikken i denne plads har været Tavsens betydning for reformationen han fik igennem sine prædiker.

 

På Tave Bondes ager

Tekst: B.S. Ingemann, 1843 ... Dansk Folkemelodi

På Tave Bondes ager ved Birkende by,

der gik en lille plovdreng og sang under sky.

Han messed’ som klerken og drev på treven hest:

”Gud give, Hans Plovkøring kunne blive præst!”

 

Bag ploven nikked bonden, han lytted dertil:

”Hver purk kan blive bisp, når Vorherre kun vil.

Løb ej Morten Børup fra plov og bondehors?

Nu tugter han pilte til lærde mænd i Års.”

 

Det var hin lille plovdreng fra Birkende by,

hans navn fløj over Danmark med folkeligt ry,

en dansk Morten Luther, han stred med ordets sværd

og sejred med ånden i hjertefolkets hær.

 

Ret aldrig nogen plovkøring drev det så vidt,

han stoled på sin Gud, på sig selv dog kun lidt.

Den dag, han ej kæmped med modgang eller nød,

han frygted, Guds nåde som før ej til ham flød.

 

Den dag, de stolte bisper i fængsel blev bragt,

Guds ord var på Guds alter af bondehånd lagt.

Da folket var frelst og udslukt det bitre had,

Hans Tavsen i Ribe på bispestolen sad.

 

Men mer end alle bisper i Dannemarks land

hin bondesøn han sørged for kvinde og mand.

Ret aldrig hans navn skal i danske hjerter dø,

så længe der ringer en klokke over ø.

Reformationen blev gennemført i Christian den 3. regeringstid. Der findes kun få eksemplarer af hans bibel fra 1550, bl.a. i Holstebro Kirke. I Vor Frue Kirke i København findes en kopi. Et dokument på reformationen - overgangen fra katolicismen til den Evangeliske-Lutherske tro i 1536,

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

21.07 | 18:25

Den eneste vej til himlen.

Hvis Vi vil gå til uvidende sted, at vi ikke kender vejen til uvidende sted,
Vi har brug for person, at han nogensinde går til dette sted eller person fra det sted
hente os, så vi går ikke vild
Denne måde at tænke på er meget r

...
21.07 | 18:23

Den eneste vej til himlen.

Hvis Vi vil gå til uvidende sted, at vi ikke kender vejen til uvidende sted,
Vi har brug for person, at han nogensinde går til dette sted eller person fra det sted
hente os, så vi går ikke vild
Denne måde at tænke på er meget r

...
09.09 | 20:58
Præstegården har modtaget 1
21.08 | 01:14
Kirkens historie har modtaget 1
Du kan lide denne side