Nr. Brobys flotte gamle bindingsværksgule Præstegård

Hold musen hen over billedet og klik for forstørrelse ...

😀 På gensyn på vores hjemmeside ... www.nbkirke.dk 😀

Branden 1818

I en skildring fra "Livet i en Fynsk Præstegaard i den første Fjerdedel af det nittende Aarhundrede" skrevet af pensioneret Præst, Hans Stenstrup Ipsen, og trykt, da han var 87 år, finder vi formentlig årsagen til branden i 1818.

Hans Stenstrup Ipsen var født i Nørre Broby Præstegård i 1808, som den yngste af 7 søskende, 2 sønnder og 5 døtre. Det var broderen, der var præst i Nørre Broby fra 1829 til 1860, og det var ham selv man søgte om at få til efterfølger. Han havde senest været præst i Gimming og Lem i Aarhus Stift. Fra dette embede tog han afsked i 1879. Som pensioneret præst levede han i Odense, hvor han døde i 1896, 88 år gammel. Han prædikede i denne tid ind i mellem for Pastor Blicher i Nørre Broby og besøgte sit barndomshjem, Præstegården. Han var en from mand, og havde ikke selv børn, men adopterede forfatteren Alfred Ipsen.

Af den omtalte skildring fremgår det, at Nørre Broby Præstegård brændte den 3.marts 1818. Om ildens herkomst oplyses intet direkte, men da der dagen før branden var blevet vasket til den store guldmedalje, har ilden formentlig haft sin oprindelse derfra. Ilden brød for alvor ud om aftenen ved otte-tiden.

Ved Præstegårdens brand kom faderen Præsten Andreas Ipsen under sine forsøg på at redde indboet for tæt på ilden, og derfor tog hans øjne skade og synet svækkedes. I årene efter kunne han kun med største besvær læse og skrive, og den næstældste datter måtte være pennefører for ham. Ildebrande var dengang sjældne. Man havde ikke tændstikker, og forsikringsselskaber var endnu ikke opfundet.

Der var stor deltagelse ved branden - også efterfølgende. Ikke bare i sognet men også udenfor, idet gaver som fødevarer, tøj m.m. strømmede ind. Fra Greven på Arreskov modtog man foruden linned også et stor sæt damaskes dækketøj. Da præsten senere gik bort, blev dette dækketøj delt i 5 dele, hvoraf hver døtrene fik hver sin del. 1 del udgjorde en stor dug og 12 servietter; i servietterne var det grevelige Våben indvævet, samt Tallet 82. Hver serviet var så stor, at den kunne dække et bord til 4 personer.

Samme år som Præstegården brændte, 1818, led degneboligen i øvrigt samme skæbne sammen med flere ting, der netop var blevet reddet fra Præstegårdens brand.

Imens præstegården blev genopført efter branden, boede præstefamilien på Lundegård. Om vejen til Lundegård skrives, at den fører gennem "Store Skalle", og at den slog en stor bue mod vest. Beskaffenheden var som en markvej, og det beskrives at folk ofte for vild i mørke. Det skete også en enkelt gang for præstefamilien. "Kusken vidste imidlertid et godt Raad; han krængede Handsken paa sin højre Haand og derefter tog han sit Bestik; det hjalp, og de fandt igen sporet. Senere blev der til Vejledning for de vejfarende sat høje Pæle langs den smalle Markvej."

H. S. Ipsens farbror var præst på Lyø. Da familien engang havde besøgt ham og kørte hjemad fra Fåborg efter mørkets frembrud, væltede vognen ved et uheld i nærheden af Vester Hæsinge. Kusken skød skylden på noget troldtøj og noget spøgeri foran hestene. "Vi slap imidlertid derfra med hele Lemmer, alene med Tabet af min Hovedbeklædning, der ikke kunde findes." Kusken fik i stedet en lille pose trukket hen over hovedet, og næste dag gik han tilbage til stedet og fandt sin hovedbeklædning igen. De omtalte træk af kusken viser, at der herskede en vis overtro blandt Almuen.

Den smukke bindingsværkgule Præstegård med Laden og Konfirmandstuen i den hvide bindingsværklænge til venstre i billedet